92
Inspecteuren havde selv rejst meget. Han havde, ja, det var saadan en Ungdomsdrøm, blandt andet været i det hellige Land.
Den brunlødedes Ven bøjede sig imod Inspecteurinden og spurgte, om Fruen havde været med:
— Ja, sagde Fruen; min Mand rejser ikke uden mig.
— Men, sagde Inspekteuren, Golgatha glemmer man aldrig.
Fru Lindegaard, der aldrig havde rejst, var bleven ved at tale om Grøndahl og sagde:
— Jeg faar det billigere, fordi jeg kjender en Kassererske i Forretningen; medens den tykke Herre, der var inde paa Rejserne, sagde:
— Jeg og Julie tager nu kun til Verdensudstillinger, for saa er der ligesom mest at sé.
— Men faar vi mere? sagde han pludselig og saa ned over Bordet; og Inspecteuren, der atter tog sit Kapsel-Uhr op, sagde:
— Det lader ikke til.
— Hvad skal vi have efter? spurgte den ene af Lærerinderne Christian, som løb med Suppetallerkenerne.
— Jeg véd ikke, svarede Christian, der dryppede over sin hele Krop.
Fru Brasen havde nede i Køkkenet faaet Fisken paa Fadene:
— De er smaa, sagde hun: der maa Blade po; Signe løb efter Blade.
