Side:Sommerglæder.djvu/91

Denne side er valideret

91

— Jeg saá, De var derude, Frøken. Han boer vist i Byens yderste Hus.

Den østjydske Frue faldt ind igjen og sagde, at det var jo meget moderne med den Slags Sager i sine Stuer. Hun havde henvendt Ordene nærmest til Fru Rasmussen, der svarede kort:

— Ja, det er jo brugt hos mange.

Men Inspecteuren sagde:

— Ja, det ser virkelig ud, som gjenopstod Keramiken.

Og langs ad hele Bordet talte de om Krukker og Bindesbøl og Keramik.

De fire Kommunelærerinder sagde noget om Sløjd.

— Vi har nu saa mange kinesiske Ting, sagde Enkefruen: for vor Familie har jo faret paa Vandene.

Fru Lindegaard samlede paa Platter.

— Men hun maatte sige, hun foretrak Bing & Grøndahl — langt. Der var dog virkelig mere Farve.

Den brunlødede sagde over til Enkefruen og talte om kinesisk Porcellain:

— Der er dejlige Ting iblandt. Men ogsaa i Tokio finder man vidunderligt Porcellain.

Den østjydske Frøken, der greb Lejligheden, strakte Hals og sagde:

— Gud, har De været der?

Den brunlødede bejaede det, og Inspecteurinden, der spurgte for første Gang, smilte og indskød:

— Det er uhyre interessant, fremmede Verdensdele.