79
Poulsens hvide Skur, før den brunlødede gik.
Han vendte med sin Ven tilbage ad Stien bag om Borgmesterens Have. Paa Grønjorden uden for Gjærdet bredte et Par Piger Duge ud til Bleg. Den brunlødede standsede og saá et Nu paa de hvide Klæder: deres Damaskes Stjerner skinnede imod ham i Solen.
Inde i Haven gik fire Damer, uden Hatte, under hvide Parasoller.
— Der er Ender, Mama, raabte Frøken Johnny og alle fire Damer standsede bag Gjærdet, medens Generalkonsulinden talte ud til den unge brunlødede Mand, som man taler til én, der hører til éns Kreds og som man holder af.
Borgmesterens Frue, der havde betragtet ham hastigt, lukkede atter sine mørke Øjne halvt og bøjede sit Hoved til Hilsen en lille Smule for lidt, med en pludselig Hejsning af sit Legeme, som naar hun i gamle Dage i Guvernørens Hus modtog en tysk Korvets Officerer.
Frøken Johnny sagde til Vennen:
— Jeg bliver her hos Ingeborg. De bliver vel ogsaa?
Den brunlødede var blevet staaende med Hatten i Haanden. Det var ikke let at sé, til hvem han smilte.
Da Vennerne gik, bøjede Frøken Ingeborg sit Hoved.
— Nu lader vi Damerne gaa ind, sagde Frøken Johnny, og hun og Frøken Ingeborg vandrede ind i Lysthuset:
