78
strøg et Silkeskørt paa sit Dagligstuebord, kom hen bag de farvede Stores for at tage Maal af de Fremmede. Hun var i den sidste Time ustandselig løbet til og fra sine Vinduer:
— Hun begreb ikke, hvem de to Mandfolk var, som hun havde sét paa Badestien.
. . . . Paa Herrernes Badehus var alt i Oprør. Inspecteur Rasmussen badede sin Dreng, der brølede, og de to Kreaturhandlere, der altid tog sig en Portion Vand, naar de var i Byen, raabte paa Haandklæder, fra hver sin Baas.
— Nu kommer jeg, sagde Bademesteren, som var en gammel Sandskipper, der aldrig plejede at tage sig andet til, end at sidde at pilke Torsk paa sin Bro.
Midt under Skraalet var den brunlødede, der havde svømmet langt, vidt ud i Vandet, gaaet op ad Trappen.
Han stod et Øjeblik: Hovedet bar han højt; rank og liniesmal var hans hele Krop og brun, som var han skabt af Bronce:
— Skynd Dig, Knud, raabte Vennen; og den brunlødede gik ind.
Da han atter, paaklædt, kom ud, var der blevet stille paa Badebroen.
Inspecteur Rasmussen paaklædte sit Afkom, og Kreaturhandlerne nød en Snaps Rom. Den brunlødede havde betalt, mens han blev at sé ud over Vandet:
— Hvor er Damernes Badehus, spurgte han, langsomt.
Og Skipperen viste over paa Madam
