67
— Ved ikke, sagde Brasen, der var bleven underlig ordknap og følte det, som havde han en Klump i sit Hoved.
Men pludselig kom han op fra sin Stol:
— Christian, raabte han og løb hen til Skænken, hvor han begyndte at rode imellem nogle gamle Bøger:
— Nu er der s'gu da nogen at indfør'; og han fik Rejsebogen frem, der var fedtet som en gammel Kogebog og forsynet med Segl af sex vexlende Borgmestre.
— Det er rigtigt, Brasen, sagde Dyrlægen: la'e os faa Afstamningen.
Christian var kommet til og vilde tage Bogen med de fremstrakte Hænder:
— Faa Næverne vasket, sagde Brasen.
Lemmen gik op, det var Fruen:
— Kom lidt herud, Brasen, sagde hun.
Fru Brasen var midt i Middagsbekymringerne. Hun blev i sine Tanker ved og ved at tælle, hvor mange Gæster de blev, og kom aldrig længere og begyndte at tælle forfra igen indtil sytten:
— Var'et ikke sytten? sagde hun.
To Piger stod og skrabede Fisk. Det var en ynkelig og tynd Yngel, der en Gang havde været levende. Eleven stegte ved Komfuret en fransk Bøf til en Handelsrejsende, der just var ankommet med samt sine Prøvekasser, og som nu sad og skældte ud inde i den lille Spisestue.
Da Brasen kom ud, lukkede Fruen Døren til Spisekammeret:
— Hva' ska' vi gjør', sagde hun og saá paa ham med sine forvaagede og rindende Øjne.
