60
Han havde sammen med sin Ven faaet Gavlen vis-a-vis de fire Lærerinder, og han sad i sit Vindue, hvorfra man kunde sé den hele By og alle de fem smaa Gader.
— Det er Borgmesterens Hus, sagde hans Ven, som stod ved Siden af ham og pegede paa den røde Borg.
— Ja saa, sagde den unge Mand og stirrede ud for sig, imod Sollyset.
Gaderne under dem laa som uddøde i Solen. Den lille halte Frøken gik dernede, helt ud til det yderste Hus, og vendte atter tilbage:
— Saa nydeligt hun gaar ved sin Stok, sagde Vennen.
Ellers var ingen at sé. Kun fra Hotellet løb de ud og løb de ind.
De fire Lærerinder kom frem fra Porten. De havde spurgt om Vej til Skoven og Vej til Badehuset. De var bestemte paa at tage tyve Bade og havde ingen Dag at spilde. De gik, to og to, ned ad Gaden og forsvandt.
— Naa, sagde Vennen, her er s'gu rigtig godt at kjede sig.
Den brunlødede, der sad i Karmen, stirrede bestandig imod det samme Lys — hans Øjne havde faaet saadant et sært Udtryk, enten af Bedrøvelse eller af en lang Længsel — og svarede, muligen uden at vide hvorpaa:
— Maaske.
En Støvsky stod op imod Sollyset ude paa Landevejen. Det var en Landauer med brune Heste og tre Kufferter. Nu drejede
