59
der skilte dem fra Familien Rasmussen. Det vilde altid tage lidt af Lyden.
Fru Brasen gik ned imod Haven og ind til Bedstemoderen, der bestandig arbejdede med sin Rive.
— Du maa komme hjem, Mo'er, sagde hun.
Den gamle løftede sit Ansigt:
— Hvorfor, sagde hun.
— For nu er de her, Mo'er.
Fru Brasen syntes, at hun var lige ved at komme til at græde:
— Og det er jo godt, Mo'er, sagde hun, ind i den gamles Ansigt.
— Naa, svarte den gamle kun og slap sin Rive og fulgte hende.
— Er det Haven, raabte Enkefruens halte Datter fra sit Vindue.
Og hun løb ud i Gaarden — hun var nok halt, men ellers rigtig levende — ind i Haven.
— Men Moder, her er Have, raabte hun fra Gaarden, lidt efter, da hun kom tilbage, og da Fru Rasmussen kom tilsyne i Gangvinduet, tilføjede hun:
— Frue, der bliver dejligt for Børnene.
Lidt efter vendte hun atter tilbage med hele Favnen fuld af Grene:
— Mo'er, raabte hun, dem dekorerer vi med, naar vi bare havde nogle Krukker.
Og efter at have læsset sine Grene af i Vindueskarmen, gik hun ud paa Gaden, støttet til sin Stok.
— Den lille halte har et kjønt Ansigt, sagde den brunlødede unge Mand.
