46
. . . . . . Doktorens Moder sad ved Gadespejlet:
— Der var ingen, Theodor, raabte hun ind til Sønnen.
— Naa, svarede Doktoren, der laa paa sin Chaiselongue med »Politiken« fra igaar.
Ovre hos Brasens var de samlede ved Skænkestuens midterste Vindu. Brasen sad, og Fruen stod. Bag ved dem stod de tre Børn, der var kommet hjem fra Skolen, i en Kjæde. Bagerst var Christian. De saâ alle ud paa den tomme Dagvogn.
— Næ, saa 'gu, sagde Brasen.
Og uden at sige mere gik de alle hver til sit. Christian Christensen gik om bag Døren til den lille Spisestue, hvor han altid sad og sov. Da han var ved Rebslagningen, havde han aldrig haft saameget med Nattesæde.
Brasen sad og saâ ud efter to Hunde, som sprang efter hinanden:
— Det var da osse det enest' levende paa Torvet.
Men pludselig tog Fanden ved Hundene, og de halsede ned ad Søndergaden:
— Jansine, raabte Brasen og sprang op, det var sjeldent Brasen sprang:
— Jansine, her er Køretøjer fra Sønder.
Fru Brasen løb igjen ud af Spisekammeret (i Dag var det da rent galt, og aldrig fik man sig sat):
— Hva' er 'et Brasen.
— De er her, sagde Brasen.
Midt paa Gulvet drejede han to Gange rundt om sig selv.
