Side:Sommerglæder.djvu/43

Denne side er valideret

43

og fløj hovedkuls ind i et lille Rum, der var fuldt af gamle Haandklæder og mugne Børster og Møbler, man ikke nævner.

Frøkenen aabnede sin Dør. Et Nu stod hun ved Badetrappen, mens hendes Øjne hvilede paa Vandet:

— Hvor er dog Havet blaat, sagde hun.

— — — Slagter Andersen var ved at kjøre ud af Byen, da han mødte Fru Jespersen, der, under sin hvide Parasol, vendte tilbage fra Skoven:

— Naa, sagde hun, er De der igjen?

— Ja, svarede Andersen: og i Dag kommer der Folk.

— Hos Brasen's?

— Ja, sagde Slagteren.

— Ih, Vor Herre bevares, sagde Fru Jespersen og efter et Øjebliks Betænkning tilføjede hun:

— Maaske bliver der alligevel »Fest« om Aftnerne.

— Farvel.

Fru Jespersen gik videre. Pludselig besluttede hun, at hun vilde have et Par Kryddere hos Bageren. Fru Jespersen holdt af Kryddertvebakker og i det hele af alt, hvad der knasede mellem Tænderne. Da hun kom ind til Bageren, sagde hun til Madammen:

— I Dag arriverer jo Kjøbenhavnerne.

— Men gjør de, sagde Madammen, der, da Fru Jespersen var gaaet, løb ud i Bageriet og raabte til sin Mand:

— Jo, nu har vi dem, Petersen, og Du har ingen Lagkage.