41
— Giv Duerne Korn, sagde hun til Stuepigen, ind gjennem Køkkenvinduet, der stod aabent; og hun gik op ad Trappen ind gjennem Kontorerne, hvor de Herrer rejste sig ved de grønmalede Borde, og hun hankede paa den inderste Dør, bag hvilken der lød et »Kom ind«:
— Godmorgen, Papa, sagde hun til Borgmesteren, der hvidhaaret og tætklippet, meget rank, som en Militær, sad foran sit Bord:
— Godmorgen, sagde Borgmesteren og rakte hende sin Haand.
— Papa, Du har det koldt, sagde Frøkenen.
— Det er godt, sagde Faderen, der havde sit Kontor imod Nord,
— Tænk Dig, at der i Dag kommer Gæster til Brasen's sagde Frøkenen.
— Saa faar man kun fler Spektakler, svarede Borgmesteren.
Frøkenen smilte — hendes meget buede Læber bevægede sig kun uendeligt svagt, naar hun smilte —:
— Saa maa Du blinde Retfærdighedens ene Øje, sagde hun.
— Det gjøres undertiden nødigt, sagde Borgmesteren, hvem Hs. Excellence Justitsministeren, som var hans Ven, en Gang ved Kaffen i et Middagsselskab havde beskyldt for undertiden at ville retlede Lovens skrevne Retfærdighed en Smule.
Farvel saalænge, sagde Frøkenen og gik igjennem Kontorerne nedad Trappen.
