40
fulde af Fletværk med Epheu og lyse Tæpper og Blomster i store og mærkelige Lerkummer og hun standsede i det inderste Rum, hvor Gardinerne vare nedrullede, saa der var mere end halvmørkt.
— Er Du der, Mama, sagde hun.
Fra en stor Stol, helt inde i en Krog, svarede en Stemme et ja.
Frøkenen gik hen over Gulvet og bøjede sig ned over Moderen, der, indhyllet i meget, hvidt Flonel, sad sammensunken i sin lave, og særdeles brede Stol, som var hun falden sammen over noget, der var bristet for hende, her lige foran hende, i hendes eget Skød:
— Saa er Du jo staaet tidligt op i Dag, sagde Frøkenen, og kyssede Moderen i Skilningen af hendes Haar.
— Og i Dag er det varmt, sagde Datteren, hvis Stemme var meget nænsom eller næsten som dulmende i sin Klang:
— I Dag kan Du flytte ned i Haven.
— Her bliver aldrig varmt, sagde Moderen, der altid maalte med Troperne, hvor hun var født og voxet op, paa de vestindiske Øer, som Guvernørens Datter, til hun havde giftet sig med Dommeren.
— Jo, Mama, sagde Frøkenen, og, med de høje Iris i sin Haand, gik hun tilbage til den forreste Stue, hvor mange smaa indiske Fugle kvidrede i et mægtigt Bur, der rakte fra Gulv og til Loft. Hun stillede Blomsterne i et Glas, der stod paa Gulvet og rakte hende lige til hendes slanke Hofter; og hun gik atter ud og ned ad »Fruens Trappe«, hen til »Trappen med Hænderne«.
