Side:Sommerglæder.djvu/39

Denne side er valideret

39

tede sig over hendes Hoved, hvis Haar var saa sort, at dets Mørke skinnede i Solen. Hun gik frem over Gaarden, mod Vognen, og sagde:

— Ja, hvad har De, Hr. Andersen?

Hr. Andersen havde taget Hatten af og lagt den paa Kuskesædet. Han vidste ikke selv, at han altid gjorde det, naar han handlede med Borgmesterens Datter:

— Der er af alle Slags, Frøken, sagde han, med saadan en myg Stemme.

Og Frøkenen gav sig til, med en stille Kyndighed, at udsøge Kødet, uden at berøre det med sin Haand, der var uden Prydelser og meget slank.

— Dèt, sagde hun og pegede paa et Kødstykke.

— Vil De veje det? Hun gik to Trin op ad Trappen, med de store Irisstængler i sin Haand. Og maaske halvt i Tanker, men medens hun dog fæstede sine Øjne paa Hr. Andersen, sagde hun, der altid saá ret ind i dens Ansigt, med hvem hun talte, og ellers ikke skjænkede Verden noget af sit Blik:

— Og hvordan staar det hos Brasen's?

De sier, der kommer nogen i Dag, svarede Andersen, der altid overfor Frøkenen fik en vis næsten militærisk Høflighed, som en Sergent i Artilleriet overfor Premierlieutenantens Frue.

— Aa, hvor det er dejligt, sagde Frøkenen og hun bøjede igen sil Hoved, da hun gik ind.

Hun gik gjennem Stuerne, som var