28
— Jeg kunde tænke det, sagde Fru Jespersen:
— Farvel.
— — — Brasen sad endnu paa den samme Stol i sin Gæstestue, da Doktoren kom ind:
— Jeg gi'er det op, sagde Brasen.
— Hvad, sagde Doktoren.
— Det hele, sagde Brasen.
Doktoren, der var kommen til Sæde, strakte Benene fra sig — Doktor Øst havde et Par Ben, som en Kaptajn ved Gendarmerne —:
— Sludder, sagde han.
— Men der kommer jo ingen, Doktor, sagde Brasen, der til Tider fik en Hjælpeløshed i Øjnene, som lignede en stor Hunds, der er i Lænker.
— Overkellner, raabte Doktoren og slog i Bordet: Snapsen.
Døren til den nye Spisestue fløj op og Christian Christensen viste sig. Han saá altid ud, som var han plat fløjet op af Søvne.
— De kommer s'gu nok, sagde Doktoren, da han havde faaet Glasset, som han tømte i ét Drag. Hans røde Ansigt var af de Folks, som har oplevet meget og som har søgt at glemme det.
— Nu hjælper naturligvis Billederne, sagde han.
— Ja, sagde Brasen, de er saamænd kønne nok.
Og han ragede — for hundrede Gange — Nummeret af »Illustreret Tidende« frem,
