23
møbleret med en Hestehaars Sofa og med Pulten. Pulten var brunmalet og saa høj, at den rakte en velvoxen Mand til Halsen. Den stod lige ved Vinduet, hvor der var saa lyst, at man akkurat kunde sé at skrive, men ikke saa nøje, hvad man havde skrevet. Pulten var lastlaaset og saá ud, som om den gjemte alle tre Herreders Gældsbeviser.
Paa den stod en Petroleumslampe, som Konsulen tændte, hver Gang han selv skulde arbejde.
— Sæt Dem kun ned, Andersen, sagde Konsulen, der blev staaende ved sit Arbejdsmøbel.
— Ja, Tak, Hr. Konsul.
Konsulen begyndte i langsomme Ord at tale om den nye Vej til Aalborg.
— Ja, sagde Slagteren, det er en dejlig Vej for et Par Bæster, Hr. Konsul.
— Ja, sagde Konsulen, Amtet har den kostet Penge.
Og han gik over til at tale om et Par Mennesker, der boede langs ad den nye Vej, til han landede ved Anders Christiansen i Raa:
— Ja, der kniber den, sagde Slagteren.
Konsulen sagde:
— Ja, den gør vel det. Men han er jo ellers en stræbsom Mand.
Slagteren, der havde faaet Portvinen, strakte Benene langt fra sig — han vidste nu nok, hvad han var Konsulen god til —:
— Ja vel, Hr. Konsul, men den kniber.
