19
— De er mældt.
— Naa, svarte Slagteren.
— Saa ta'er jeg ud, sagde Fru Brasen.
— Naa saa, sagde Andersen, der havde lagt begge sine Hænder paa sit Kød, ligesom vilde han værge det. Andersen havde mange store Guldringe paa sine Fingre. Han kom nu saameget sammen med alle de Slagtere fra Aalborg.
Fru Brasen havde hastigt lukket Dørlemmen op:
— Er Du der, Brasen?
— Ja, Jansine.
— Det er Andersen, sagde Fruen.
— Er'et Andersen, raabte Brasen:
— Kom herind, Mand.
Og Andersen, der slap Kødet, gik ind i Gjæstestuen.
— Goddag, De Slagter, sagde Brasen, der ikke rørte sig, han bare lo til Kødhandleren:
— Sit ned.
Brasen talte, naar han var munter, saa højt, som skulde han overdøve en Midnatslarm i sin egen Skænkestue:
— Sit ned. Jeg sidder her og seer paa mine egne Skilte.
Brasen løftede Haanden lidt fra sit Knæ og pegede ud paa Torvet, hvor »Brasens Hôtel« var malet paa alle Husgavle, sort paa hvidt:
— Men hvad hjælper'et, Andersen?
— Og hvad er' et saa — saa smaat Skrift, som de trykker'et med, hvad man skriver?
