18
hendes Tanker løb saa rundt omkring) paa Stuerne derhjemme paa Gaarden ved Tønder, hvor Bedstemo'er gik og holdt alting blankt og den gamle fædrene Gaard saa strunk, at den skinnede.
Om Aftenen sad hun ved sin Port og saá ud over sine grønne Marker. Den var saa givtig, Jorden ved Tønder, og der var langt til Bedstemoders Markskjel.
Den gamle løftede sit Hoved. Hendes Ansigt var af deres, som enten er bleven døve eller er bleven trætte af at høre mer af, hvad Mennesker de snakker:
— Men her er rart, sagde hun, og det var næsten, som hun smilte.
— Ja, Mo'er, sagde Fru Brasen, der ogsaa altid følte det lidt mer hjemligt her mellem alt det meget grønne.
Den gamle bøjede sig igjen, og man hørte atter Rivens Krads mod Jorden, mens Fru Brasen gik.
Det havde pludselig givet et Sæt i hende: Slagteren, han var der vel, og det var ikke saadan, naar man skyldt'. Man kund' ikke la'e ham vente til.
Fru Brasen næsten løb hjem gjennem Gaden:
— Jo, Andersen var der.
Han stod allerede i Køkkenet, han selv, foran sit meget Kalvekød, der laa opklasket paa Køkkenbordet.
— Hvad skal det saa være? sagde han og slog ud med begge sine Næver.
— Er der Folk nu, spurgte han.
Fru Brasen, der vendte Ryggen til ham sagde:
