168
— De maa ligge paa Billardet, svarede Brasen.
Han stod alene tilbage i sin Port.
— Det gik jo storartet, sagde Doktoren, som svalede Hovedet i sit Vindu ovre paa den anden Side af Torvet.
— Ja, mon? sagde Brasen og stirrede langt frem over Brostenene.
. . . . Der flakkede et Lys gjennem Therkildsens Butik.
Vicekonsulen var inde i sit Kontor. Han gjorde, ved sin høje Pult, en Conto op.
Da han endelig kom ind i sit Soveværelse, aabnede Konsulinden Døren til sit Sovekammer. Medens Konsulen klædte sig af, sagde hun, ind gjennem Døren:
— Du véd Therkildsen, sagde hun, at mig vil det altid være behageligt at faa de Mennesker bort, baade fra Gaarden og fra Byen.
Konsulen svarede ikke.
— Og desuden, det maa Du tro, Brasens bliver aldrig solide Forpagtere.
. . . . Brasen var gaaet ind:
— Hvor er Du, Jansine?
Fru Brasen var oven paa hos Børnene. De skulde ligge paa Gulvet i Rummet lige over Bagtrappen. Men Martin tudede, for der var ikke noget Tæppe, som han kunde faa over sig.
— Saa giv ham Dit Sjal, sagde Fru Brasen til Signe: saa faar Du Bedstemoders det ægte.
Hun gik ind i Dagligstuen og hentede Sjalet i Skuffen: