167
Frøken Ingeborg havde støttet Hovedet til sin Arm. Øjnene var fæstede opad. Den hvide Dug, hvorpaa hun laa, saá i Halvlyset ud som det rindende Sølv.
— Nu maa vi gaa op, sagde Johnny.
— Godnat, Knud Ender, sagde Frøken Ingeborg, og mens hun tog hans Haand, var et Nu hans Ansigt som beskinnet af hendes Øjnes Lys.
Frøken Ingeborg og Johnny gik op i deres Stuer. Johnny satte sig i en Stol, og Frøken Ingeborg stod længe foran sit Vindu. Ingen af dem talte. Saa rejste Johnny sig og gik hen over Gulvet. Hun lagde nænsomt Armen om sin Venindes Liv.
— Johnny, sagde Frøken Ingeborg, og hendes Stemme skælvede:
— Jeg kan ikke tale.
— Det skal Du heller ikke. Godnat.
Og de skiltes med et Haandtryk . . . . .
. . . . De to Cyclister stod i Brasens Port og saá saa langeligt efter Frøken Lucie, der løftede højt op, mens hun blev bortført af sin Moder. Inde i Porten spøgte Fru Jespersen med de tre Ingenieurer:
— I maa ligge hos mig, Drengebørn, sagde Fruen: men I maa tage det, som det kan falde sig.
Hun gik med de tre Mænd, mens de to trikotklædte saá, underligt sultent, ogsaa efter hende.
— Hvor skal vi ligge? vendte de sig til Brasen, der kom fra Skænkestuen ud i Porten.
