166
mens Fru Graa raabte med en Stemme, de næppe gjenkjendte:
— Hvor er den Kone? Der maa dog tales med den Person.
— Naa, sagde Frøken Johnny nede paa Torvet: nu bli'r der Spektakel. Lad os bare komme hjem.
— Lad os blot gaa ned omkring Borgmesterens Have, sagde Knud Ender.
— Ja, lad os, sagde Johnny. De vandrede langs Stien. Frøken Johnny og Verner gik forud.
Knud Ender standsede et Øjeblik ved Gærdet:
— Der stod De i Formiddags, sagde han sagte og de gik videre uden flere Ord.
De naaede den grønne Plads med Blegen, og Johnny sagde:
— Lad os sætte os her et Øjeblik.
— Duggen er falden, sagde Ingeborg.
— Vi vender Dugene, sagde Johnny: dem har Agathe glemt, fordi hun skulde varte os op.
Knud Ender og Verner vendte de hvide Lin og bredte dem ud.
Længe laa de alle tavse. Havets Bølgeslag bares op imod dem. Paa Himlen over dem saás kun én éneste Stjerne.
Eigil Verner stirrede op i Luften:
— Hvor besynderligt, sagde han: og i Troperne funkler de som Guldbiller paa et Klæde.
— Men her er skønnest, sagde Knud Ender ganske sagte og saá bestandigt frem imod det samme Sted.
