163
Frøken Ingeborg stod, tavs ved Siden af Knud Ender i Dagligstuens Dør. Det var, som saá hun alting, Sal og Mennesker, saa langt borte, som hvirvledes det alt sammen bort, langt bort for hendes Øjne.
— Nu gaar vi, sagde hun.
— Ja, Ingeborg, sagde Knud Ender og nævnede hendes Fornavn for første Gang, mens de gik frem, og han med sin Arm værnede hende imod Salens Sværm.
Frøken Ingeborg holdt Slæbet i sin Haand.
Frøken Johnny stod med Verner ved et Vindu. Hun betragtede de to, mens de gik.
Musikken holdt op:
— Ja, George, sagde Fru Fryant, der rejste sig: vi skal ind.
Men først, Fru Brasen, sagde hun: maa De forestille mig for Fru Therkildsen. Hun havde indbudt os i Aften.
Fru Brasen blev purpurrød i sit Hoved og gik med Fru Fryant frem over Gulvet, hvor Fru Therkildsen stod sammen med Fruen fra Østkysten og Provstinden:
— Ja, det er Konsulinde Therkildsen, sagde Fru Brasen.
Generalkonsulinden bøjede Hovedet:
— Jeg maa dog takke Dem — jeg er Fru Fryant — De, der var saa elskværdig at indbyde os. Frue, os, som De slet ikke kjender.
Fru Therkildsen fandt ingen Ord. Før havde hun blusset, nu var hun hvid i sit ganske Ansigt.
