16
Tid havde baaret et Sengested — og hun talte Haandklæderne, der hang paa Søm, to og to langs Væggene, og lignede Viskestykker.
Fru Brasen lettede paa dem og vendte dem: de blev helt blaa paa Indersiden. Det var det Glarmester-Tapet, som smittede.
— Men der var saa otte Senge med Krølhaars Madras, nu hvor de osse havde taget deres egn'. Svært blev det vel nok for Brasen at ligg' paa den Tanghaars, han, som var saa før. Men det fik ikke hjælp'. Deres Sengetæpper kund' de da osse ta'. De var da strikkede og det var, ligesom de fyldt' mer paa en Seng. Der var aldrig lie' som nogen Kraft ved alt det, de kjøbt' hos Rist's.
Fru Brasen kom ind i Gadestuerne, hvor Solen laa over de brede og ubetraadte Gulve. Hendes Øjne, der altid løb i Vand om Morgenen — det kom af at sidde dér i Spisekammeret og vente hver Nat, til de lukkede — saa ud over al Ting: nu var Papiret gledet ud under det Bordbén igen. Hun fik det paa Plads, før hun satte sig et Øjeblik i Sofaen, der var skiddenblaa og skreg mod Tapeterne. Hun var saa træt, og saa fik hun det altid over Lænderne, siden hun havde faaet Aage:
— Og Gud vèd — hun tænkte pludselig paa Børnene — hvordan det gik med Læsningen nu, hun aldrig var over dem. Med Signe gik det jo nok, men Martin, han var jo mer efter Brasen og han havde 'et ikke til Læsning.
