158
sende. Cyclisten havde i en lidt voldsom Hvirvel med Frøken Lucie halvvejs væltet Fru Jespersen, som i Klyngen af sine Ingenieurer talte om Kærlighed:
— Pyh, sagde Fru Jespersen, det hele kommer an paa, om det passer.
— Hvilket, spurgte Lund og saá hende lige ind i Ansigtet, mens Fruen lo, med en Latter, der vistnok skrev sig fra den Fortid, som Hr. Jespersen havde begravet foran Alteret ved Hjælp af en Pastor.
Fru Jespersen dansede ud.
Men én af Ingeniørerne sagde:
— Fru Dyrlægen har s'gu en egen Evne til smart at raade Tilværelsens sidste Gaader.
— Ka' saagu' gerne være, sagde en anden af de Herrer.
Cyclisten, der var kommet klar af Klyngen, stormede videre og snublede atter halvt over Fru Hauch, som ved Dørstolpen endnu bestandig sad hensunken i Toreadoren og lignede Melpomene paa et Provinsfortæppe.
— Lucie, Lucie, raabte den østjydske Frue efter Datteren: Du danser Livet af Dig.
— Det er dejligt, svarede Frøken Lucie og svirrede videre.
— Rasmussen, om vi gik, sagde Fru Rasmussen meget højt til Inspecteuren. Parret havde saa godt, som næsten ikke bevæget sig fra Døren.
— Sov vel, sagde Fru Rasmussen til Tømmergrossereren og hans Frue, der,
