155
ken Lucie med Hr. Oscar stødte imod Fru Jespersen, der for afsted halvvejs baaret af Ingenieur Lund.
Frøken Ingeborg og Knud Ender sad i Dagligstuen, halvt i Skygge:
— Skal vi danse, spurgte Knud Ender.
— Nej, ikke i Aften.
Og pludselig smilende, med det samme Smil, saá de ud paa Vrimlen.
Frøken Lucie havde skiftet. Hun dansede med Hr. Arthur. Hun havde, naar hun dansede, en egen Art at Lægge sig til Rette paa i en Herrearm, saa hun ganske nøje passede til Kavallerens Figur.
— Punkteret, sagde den ene Cyclist til den anden, som pludselig uden Præsentation bemægtigede sig Fru Jespersen, mens hans Ven blev ved at stirre over paa Fru Lindegaard, der, tilbagelænet, smilede op i Ansigtet paa Hr. Therkildsen, som uafladelig gned sine tørre Hænder, saa hans Giftering fløj op og ned:
— Ja, sagde Konsulen: her er smukt i vor Egn.
— Og Frue, jeg har ellers Vogn, hvis jeg turde tilbyde …
Fru Lindegaard havde paa én Gang flyttet Øjnene ud i Salen og blev distrait: hun havde sét Hr. Fryant staa alene i et Hjørne:
— Undskyld, Hr. Konsul, sagde hun: men jeg maa blot tale med min Mand. Hun gik, med et Smil til Vicekonsulen, som den, der alligevel lover meget.
— Hans, sagde hun, da hun var naaet over til Manden: Du maa forestille Dig.
