15
hun havde engang været stadselig at sé, med en Krop, som den skal være og af dem, Mænd hænger deres Øjne ved — nikkede Godmorgen til hver, mens hun gik. Kommiserne rørte sig ikke. Fru Brasen følte det, som deres Øjne, der fulgte hende, stak i hendes Ryg:
— Det var ikke saadan, naar man var kommet til at skylde allevegne. Men det var jo osse Doktoren foruden ham, Kunstmaleren, som vilde ha'et til og havde faaet'et lavet; og Brasen, han var jo let at lokk', og Byens Folk, de bare skubbed' bagpaa, saa de fik'et i Stand; og nu kund' de kro sig, mens Brasen, Stakkel, sad i'et, og Gud ved, hvad Sommergæster, der kom til saadant et lille Sted, selv om der osse var avertirt ….
— Men det var jo, hvad hun havde sagt, men Brasen, han vild' jo, for hun kjendt' jo Brasen, at han var kry at begyn' med, og bagefter satt' han sig hen …
Fru Brasen naaede »Annexet« og gik ind ad Porten. Stenene var toppede i Porten. Hun løftede Benene for at komme ind i Forstuen, de gamle Dørtrin var høje. Og hun saâ ind gjennem alle de tomme Stuer, hvor det samme lyseblaa Tapet skinnede fra alle Vægge, købt som det var paa Glarmestrens Auktion, da han gik fallit nu i Februar.
Fru Brasen gik fra Stue til Stue.
Jo, nu var det i sin Orden.
Og hun saâ over Borde og Senge — det var de tyndeste Jernben, der nogen
