147
— Paa at vi skulde mødes igjen, sagde Frøken Ingeborg, der talte sagte, som den, der gaar i Mørke, eller, som den, der drømmer.
Knud Ender svarede ikke strax. Foran dem blev Skridtene fjernere. Havets Bølgeslag slog, langt og dæmpet, frem fra Stranden op imod dem.
Knud Enders Stemme brast en Kjende, da han talte:
— Var det ikke, sagde han, unødigere, at vi den Gang skiltes?
Frøken Ingeborg løftede sit Hoved:
— Vi skulde vel begge »lære«.
Knud Enders Ansigt blev pludselig som dækket af Blod:
— Ogsaa De? sagde han og vidste næppe selv, at han havde raabt det.
Frøken Ingeborg sagde — hendes Øjne lyste i Mørket —:
— Troer De ikke, Ender, at vi alle maa lære at indvie os selv?
Der gik en Skælven over begges Ansigter, og ingen af dem talte mere.
— Kommer I? raabte Frøken Johnny.
— Ja, svarede Ender. Det lød saa klart ud i Sommerluften.
De vandrede alle sex ned ad den stille Gade. Der var intet Menneske at sé, og Dørene var lukkede.
Men Torvet saa de pludselig var fuldt af Smaaklynger, der stod i Halvlyset:
— Hvad er her paa Færde? sagde Frøken Johnny, der uvilkaarlig hviskede.
Saa hørte de, pludselig og mægtigt,
