144
Hun hørte Fru Hauch og Sønnerne paa Verandatrappen og hun sagde til Apotekerfruen:
— De og Deres Mand følger naturligvis med.
Fru Hauch sagde:
— Det er altfor meget. Hvem der kunde tage Provstens med. Der er saa megen Forstaaelse.
— I kan gaa derop, sagde Fru Therkildsen, som havde et helt Felttog i sit Hoved, til Sønnerne.
— Vi skal klædes paa, svarede Sønnerne, der gik for at anlægge dinning-dress med hvide Veste af Liberty Fløjl, som Matrosen fra Kutteren havde bragt i en engelsk Kuffert.
— Saa gaar De, sagde Fru Therkildsen, og Fru Hauch gik:
— Det tørster ligefrem i En efter Toner, sagde hun i Døren til Vicekonsulen, der smækkede i efter hende.
— Therkildsen, sagde Fruen, der pludselig betragtede sin Mand: Du maa i sorte Benklæder.
. . . . . Inspecteur Rasmussen var vendt tilbage med Nøglen til Instrumentet, og i den lille Spisestue tumlede de med at flytte Klaveret. Alle Gæstestuens Gæster saá til.
— Løft Nielsen, raabte Doktoren, der var kommen til og som slæbte selv.
— Hiv! Manne; det var Kreaturhandlerne, som lagde Næverne til:
— Naa, Nielsen, ta'e ved!
