143
… Jens var kommen over til Konsulens, hvor han stod i Entréen paa bare Ben.
— Det er til min Kone, sagde Konsulen, der havde revet Brevet fra ham.
— Ja, det er det, sagde Jens, der rendte igjen.
— Det er til Dig, sagde Hr. Therkildsen, der var gaaet ind og lagde Brevet paa Bordet.
Fru Terkildsen blev som Blod i sit Hoved:
— Han skriver selv, sagde hun:
— Kære Fru Hauch, han vil synge.
— Naar, bedste De? Apotheker-Fruens Sved brød frem.
— I Aften.
Vicekonsulinden var i Verandadøren.
— Oscar, Arthur, raabte hun.
— Du vil vel ikke gaa derover, sagde Konsulen, der stod stiv midt paa Gulvet.
— Lille Fru Hauch, sagde Fru Therkildsen hurtigt: hent Sønnerne.
Og da Fru Hauch var gaaet, sagde hun:
— Naturligvis, Therkildsen, vi er indbudt.
Visecekonsulen blev meget bleg:
— Du gaar der ikke, sagde han.
— Du skulde ikke tirre mig, Therkildsen, sagde Fruen, og i et Nu mødtes hendes og Vicekonsulens Øjne.
Efter at Svenske-Kathrine havde maattet rømme Smøgen efter Tvillinger, taalte Fru Therkildsen ikke at tirres:
— Du véd, jeg taaler det ikke, lagde Fruen til.
