129
— Skaal Mama, Skaal Papa.
— Ved I hvad jeg tror, at Livets største Lykke, det er at have lykkelige Forældre.
— For man arver deres Glæde, sagde hun, og hun og Forældrene stødte Glassene sammen, medens de smilte alle tre.
Men paa én Gang blev Johnny blodrød i sit Hoved, medens hun begyndte at sige noget, hun ikke selv vidste, hvad var. Frøken Ingeborg havde sænket sine Øjne.
Det var noget om en Udstilling, Frøken Johnny snakkede om, og ogsaa Generalkonsulinden skyndte sig paa en Gang at at tale om Saisonens Fester ifjor:
— Men dig seer man jo aldrig, Ingeborg, sagde Frøken Johnny.
Frøken Ingeborg sagde:
— Jeg kommer jo saa sjeldent til Byen.
— Hvorfor? spurgte Knud Ender.
— Jeg lever jo her, sagde Ingeborg, og der var i hendes Tonefald, der var meget stille og meget langsomt, noget, som om hun i de fire Ord fortalte hele sit Liv. Og muligvis uden at ville sige det, sagde hun, idet hun ligesom rankede sit Hoved:
— Og mon det ikke ogsaa saadan er lettere at bevare sig selv?
Knud Ender havde følt det, som fik han Taarer i Øjnene, og i et Nu, i nogle Sekunder saa han urimeligt hastigt — næsten saa hastigt, som den, der pludselig skal dø — hele sit eget Liv, lige fra den Dag, da han drog ud af den tekniske Højskole og var fem og tyve Aar.
Det bankede paa Døren. Det var Christian.
