114
Hun havde ikke hørt, at det bankede svagt paa Døren, før det bankede igjen, og hun fór sammen, idet hun lukkede op:
— Men Mama, er det Dig?
— Hvad vil dog Du? Frøken Ingeborgs Stemme blev pludselig meget blød midt i Sætningen.
Borgmesterens Frue gik aldrig meget rundt og havde i Aar og Dag ikke været i Datterens Stuer.
Hun svarede ikke men gik ind over Tærskelen. Saa greb hun, paa én Gang, begge Datterens Hænder og løftede sine Øjne op imod hendes — de havde samme Øjne, af dem, saa mørke, at ingen synes at kunne fylde dem med Sol — og kyssede hende paa Kinden:
— Mo'r, hviskede Frøken Ingeborg brat.
Med et Slag med Haanden gik Borgmesterens Frue.
— Mo'er, sagde Frøken Ingeborg endnu en Gang, idet Døren blev lukket.
Hun stod et Øjeblik. Saa saa hun paa det hvide Uhr og gik ned.
Døren til Moderens Værelse var lukket. Frøken Ingeborg standsede foran sine ostindiske Fugle, som allerede sov i deres Ringe, to og to. Hun smilede pludselig, og, uden at vide det, førte hun sin venstre Haand hen over Buret som til et Kjærtegn.
Hun lukkede bag sig, og hun gik ned i Gaarden, og op ad Faderens Trapper. Kontorerne stod tomme. Hun bankede paa Borgmesterens Dør, og Faderen raabte sit »Kom ind«:
