85
Leo traadte ikke over Tærsklen til Faderens Stue. Og som en tung Fantasi jog det gennem hans Sind: at de gamle Slægter, de faldt ikke let til Ro. I deres snævre Kister laa de og drømte om den Magt, de havde tabt, de Kræfter, der var brudte, de Planer, der var splittede endnu i deres Vorden.
Proletarer og Slaver, de hvilede i Fred, trætte af Trældom, glemte af Sagn og Annaler, døde uden Spor. Men Rigernes Mægtige laa ikke med Fred i deres Grave.
Og de rejste sig, kom over deres Æt, jog dem ud af Dvale og af det mætte Velvære. Deres Id var som en stille Drift i Afkommets Blod, hidsende æggende frem til Jagt efter ny Magt — som en Galskab i deres Hjerner, der tvang dem til at staa fast, ikke synke, — til at holde ud, staa Tiden imod, ganske kontrært, den rullende Tidsbølge imod. — —
— Om Natten krøb de ud af deres Kister og famlede halvt husvilde omkring i det tomme, plyndrede Hus, jamrende over deres tabte Liv, vridende deres Knokkelfingre. — Og de traf paa nye Døde af Slægten. — —
"Kom," sagde Leo, "kom Ida, lad os gaa herfra."
De aabnede med Besvær de to Glasdøre. Ida traadte ud paa Terrassen, og da hun passerede de to Hjorte af Gibs, der ved Trappens Fod rejste deres Gevirer af bleget Ben, strøg hun, som i hine Dage, sin Haand let hen over deres hvide
