78
Haar, og de stirrede paa Maanen, der bestandig gennemkløvedes af de vuggende Barduner. Kavalererne hvilede paa Dækket, Side om Side med Damerne; de faldt i Søvn. Ida saa disse Mænd ved sin Side slappes i Søvnen; deres Træk blegnede i Maanens Lys, de syntes hende som Lig paa et dødt Skibs Dæk. — —
Hun kørte paa Væddeløbenes Trænedage alene ud med Grev Adam Kolbe, højt til Sæde i den røde Automobil. Og Grev Kolbe tog hende med ind i Staldene, hvor de konverserede lange, tynde Jokeyer og Trænere, der stod i Baasene og frotterede de blanke Hestekroppe med ru Haandklæder. De saa op, naar de Besøgende kom; deres glatte Lakaiansigter var uden Bevægelse. Træsnadden hang dem i Mundvigen. De kritiserede med Skuldertræk den elendige Forplejning, den hele tarvelige Menage. Kolbe fortalte hver af dem Historien om den Bookmaker, der havde forsøgt at pudse ham ved sidste Derby. Han bar Insigniet for Pariser-Jockeyklubben i Knaphullet. Han var korresponderende Medlem af denne Klub. Og da de kørte hjem tog han Idas Kniplinger mellem sine Fingre, beundrede hendes ganske nye, blankhvide Støvler, og han fortalte om de Skuffer, han hjemme i sin Ungkarlelejlighed gennem adskillige Aar havde fyldt med Raasilke, Taft og hollandsk Lærred: Jupons, Dessous og Tricots — Strømper, der i Haanden kunde krølles sammen til en Valdnøds Størrelse, og som maatte anes over Benets Hud som en fin og sart Tato-
