70
i ringe Grad. Dér var saare lidet at opnaa. Nu tænkte han paa at tage Generalstabsexamen. Krigsvidenskaben havde sikkert betydelig Charme, var udenfor enhver Tvivl ædlest, finest, friest af al Videnskab, — en Videnskab, hvor der ødsledes med Værdier, en Kunst, som endnu ikke var udleveret Almuens Befamling — saaledes, som alt udleveredes nu med offentligt Tarv for Øje.
Han tav. Fra det oplyste Glashus spredtes blege Straaler op over den næsten sorte Himmel. Paa Terrænet syd for Hotellet stod et lille rødt Blus i Vejret.
Leo vedblev: "Jeg lever i bestandig Uro. Jeg befinder mig, som er jeg her kommen til et fremmed Land og nu gør Tjeneste i en fremmed Hær." Og han fortalte med Skuldertræk om Kammeraterne: I de nye Fodfolksuniformer lignede de Forvaltere eller Jagtbetjente. De førte Mandskabet ud paa Fælleden til Fodbold og Cricket. Mange af dem havde begyndt deres Karriére bag en Disk, en enkelt endogsaa i en Frisørsalon. Hans Kapitain uddelte mellem Øvelserne til Rekruterne Sedler med Bibelsprog. Der var en lille Klump, som naadigt havde optaget ham selv i deres Kreds. Et Par Adelige angav Tonen og holdt de andre som Vasaller. Man gik til fælles Skræder, holdt fælles Pigebørn, fælles Aagerkarl. Det var Kammeratskabets Basis.
Og han vedblev: "Til denne Klump er man henvist. Hvad andet Selskab er det muligt for mig at søge, hvis jeg vil søge Selskab? Og de