68
nøgne Skuldre, krybe ned under Livets Kniplingsbræmme. Denne Knipling, som hun havde udvalgt efter megen Vragen — sagtens var den ublu dyr — gjorde aabenbart mindre Lykke end det, den skulde skjule. Og hun tænkte, at næste Morgen vilde denne Mand være rejst ud af Landet med en Fantasi om at have set hende afklædt.
De sorte, undersætsige Sydlændinge flokkedes om hende. Deres Øjne dansede som Ildfluer over hendes blonde Hud, hendes blonde Haar. Hun smilede dem i Møde, gav sig endog halvt hen til deres Behag. Hun mødtes med disse Mænd for denne eneste Gang. Og hun betragtede med Forstaaelse Veninderne, der kastede sig tilbage i Italienernes Arme, smøgede sig ind til dem i Dansen, kaade, hede og vilde, som tog de Revanche for mange nøgterne Dage. Denne Aften forbandt ikke!
Ida følte sig ligeglad, snart efter træt, led ved Dansen, ved disse elskovsdrevne smaa Ildøjne, der søgte Smutvej gennem Knipling og Tyll.
Og den Tanke ramte hende, at hun her dansede forgæves, — at al Dans var forgæves. Sagtens burde hun nu give sig fri, som de andre, og nyde èn Aftens Rus. Alt var dog kun Momenter, en Række stærke Øjeblikke. Det galdt at give sig hen i disse Øjeblikke!
Netop da opdagede hun Broderen lige overfor sig i Kvadrillen.
Han sagde til hende i Dansens Tempo —
