67
Ida Clermont bevægede sig med Omtanke i dette Selskab. Hun gled behændigt fra Gruppe til Gruppe, fik hørt lidt hvert Sted, gjorde sig bemærket hvert Sted ved en Pointe, en Replik. Hun føjede sig ind i de Dansendes Rækker. Hun yndede ikke at danse. Disse altfor kælne Valsemelodier var hende utaalelige. Dansen syntes hende uden den henførende Lidenskab, denne sammentrængte Voldsomhed, der for hende gav Sporten Værdi. Man var i Dansen Mænd altfor nær, og mærkede dog ikke deres Kraft; i en Match følte man deres Vilje, deres Muskler, spændt, stemt mod sit eget Spil, fast, haardt, passioneret. Her gled man blot rundt, førtes ind i en kort Rhytme og sank atter elastisk tilbage mod Væggen, — indtil det paany behagede en Mand at sænke sin friserede Isse ned forbi ens Ansigt til et Buk. Disse Mænd bar desuden trekantede Hatte forsigtigt under venstre Arm, stak en tynd Stadskaarde bagud, var pyntede med Medailler og Stjerner, gyldne Snore, røde Opslag. De var under Komando. Cheferne sad foran Orchestret med fede, nedringede Fruer ved deres Side.
Hun tænkte, at saaledes var hendes Bestemmelse, om hun fik Held med sig at sidde som en af disse: klæbet opad en Væg, fed og opdunstet, indsnøret i skinnende grønt, gult eller rødt Silke, — som giftige, velnærede Spyfluer sidde i Rader langs et varmt Panel.
Hun lod sig føre ud af en Mand. Hun fornam hans erfarne Blikke sænke sig over hendes
