63
ikke! Hun erindrede sig Gordon Marshners Anvisning: Fasthed, Haardhed, Passion.
Men idet hun endnu tøvede og halv ubevidst tumlede med sine nye Planer, begyndte hun, som ofte før, at undersøge dette Chatol, bankede med Knoerne paa Bunde og Skillevægge, famlede i Falser og Hulheder efter en skjult Fjeder. Hun drømte endnu om en Gang at finde det hemmelige Rum, som hun mente maatte eksistere. Og hun forestillede sig, at dér laa gemt Værdipapirer fra meget gamle Tider, maaske ogsaa Juveler — maaske et Dokument fra Faderens Haand, et Testament eller en Anvisning paa ukendte Debitorer, mange Tusinder værd.
Men rask brød hun af. Tiden var knap nu. Alle disse gamle Drømmerier var uden Værdi. Al Fortid var død og værdiløs. Traditioner, Navn — alt dødt, værdiløst. Af Værdi var blot: Stof — Energi!
Stof — Energi! — Legeme og Vilje! Og hun følte i et Nu sit Legeme brænde i uløst Kval, i bunden — snærende bagbunden Vilje. Her var hun spærret inde i et snævert og usselt Rum! Verden laa derude, et Steds derude — en Verden rigere, vældigere, ødslere end denne lille, dumme Selskabscirkel, hvori hun nu sloges for en Position. Med den vilde hun ikke i Længden nøjes! Og idet hun, med Albuerne støttede paa Chatollets Klap, stemte Knoerne mod sin Pande, syntes det hende, at nye Verdensdele aabnede sig for hendes Syn.
