62
sin dybe Kærlighed — andre Breve om Dødsfald, om Sygdom. Disse Breve nævnte alle Gud og Forsyn og Gensyn.
Hun aabnede andre Skuffer. I en Æske af Perlemoder laa, svøbt i smulrede Blomsters Støv, en hvid Balsko: Tøflen, der kastedes ind til det bortkørende Brudepar. — Andre Blomster — fra Grave — fra Markbuketter — Moderens Brudekrans — en Bog i Læderbind, lukket med Spænder. Hun bladede sig frem i denne Bog og læste de sørgmodige og stille Poesier, der var nedskrevne af en omhyggelig Kvindehaand.
Og Ida grublede over disse Minder fra en henfaren Slægt, fra en Tid, der var ren i Tro, dyb i Kærlighed, mild, god og taalmodig: fine og nøjsomme Menneskesjæle.
Nu skrev man anderledes: knappere, hvassere, behændigere, altid reserveret, ængsteligt for det forpligtende skriftlige: Tiderne var saa strænge, Konkurrencen saa skarp! Verden var vokset, var saa umaadelig vid; der var saa uoverkommeligt meget, man maatte se, lære, spænde over med sit Liv. Tiden var saa knap, der var saa meget, saa meget endnu at indhente. Hun tænkte, at hun spildte Tiden her med at blade sig frem mellem døde Menneskers døde Poesier. Man burde til ingen Tid tabe sine Maal af Sigte, bestandig forfølge disse Maal ~ eller sætte sig hen i en Krog, iagttage de andre, studere deres Spil og pønse paa nye Raad.
Enten spillede man med eller man spillede
