43
Drejlstøjet. Deres Stønnen lød dybt og rhytmisk. Nogle vare graa, gustne som det skidne Lærredstøj, andre ganske røde; deres Kød syntes at smelte og i store, klare Draaber at rinde ned, — som udviskedes hele deres Fysiognomi under en centrifugerende Proces.
Og efterhaanden blev deres Bane til en fast Og nøje sluttet, mangeleddet Ring, der drejede sig med en massiv og haard Lyd. De Løbende saa ud som Sovende. Deres Øjne var udslukte, store blege Vandblærer lig, deres Munde halvt aabne. De syntes sænkede dybt under al Bevidsthed og at bevæge sig i disse Kredse, disse evige Kredse om samme evige Akse som Udtryk for en eneste Vilje, et fast og dybt mekanisk Princip.
Deres Øjne søgte nu ikke mere hans. Tungt, tungt Led efter Led, dog i sælsom yndefuld Balance kom Hjulet rundt, bragende og snurrende, rundt — rundt.
De var i hans Haand, hans Vilje, hans Tanke underordnede. Kredsen var naaet, den evige Kreds. Han følte sig som stivnet. For hans Bevidsthed opløstes alle Enkeltheder til en bred og flimrende Hjulfælg.
Solen brændte, alt syntes pudret med fint Støv af Kviksølv. — Uden at stanse, ifølge hans Vilje! — —
Hans Haand var knyttet om Sabelskaftet som om et Maskinrat. I en halv Døs forekom det ham, at Planet, hvorpaa han stod, var skraat og
