42
en Top. Han raabte korte, rappe Skældsord til Fløjmanden. Men denne vendte Hovedet om mod ham, og det lille Dyreansigt, der var næsten uden Pande, lignede en Næve, knyttet i afmægtig Forbitrelse.
Leo gik hen til Sergenten. Han gav Ordre til, at Fløjmanden skulde træde an. Og Rekruten traadte ud af Rækken, stod ret foran ham. Hans Ansigt var nu sænket i absolut Sløvhed.
"De driver," sagde Leo, "medens Deres Kammerater arbejde." Og han gav Ordre til, at Fløjmanden skulde løbe for sig selv i en Kreds uden om og mod de to andre Kredse. "Træd af!"
Denne Modstand skulde brydes! De skulde kues, tvinges under Disciplin og Uniform; — det var Tjenestens elementære Regel. De skulde underordnes dette drejende Hjul, følge dette Hjul, der villigt og blindt drejede et Sted i det store Statsmaskineri. Lydigt og blindt, af visse faste Aarsager, gik denne store Maskine, glat og jævnt med visse tilsyneladende Formaal. —
Ringene drejede sig, drejede sig bestandig. Og som en Drabant omkring de to Baner kredsede den enlige Løber, duknakket, huggende sin tunge Krop fremad. Det var, som løb han mod en rivende Strøm, som stemte de tvende Kredses modgaaende Bevægelse for hans Løb. Men snart fandt han sin Takt og løb frem, slingrende og tungt, næsten ligt et stort, firbenet Dyr, der traver.
Og de andre løb. Leo kunde lugte deres Sved, der i mørke Pøle sivede ud gennem
