40
Stykker, der kaldte sig Artister, men som utvivlsomt var Soutenører. Og denne kæmpestore Fløjmand: Mørk, mut og indesluttet, undgaaet af kammeraterne, duknakket og skulende, gik han ogsaa gærne for sig selv. Han syntes at høre hjemme langt ovre vesterpaa; en af de, Hovedstaden suger til sig og med Ligegyldighed begraver i sin Bug.
Løjtnant Clermont saa paa sit Uhr. Klokken var halv tolv. Solen stod næsten i Zenith. Den hang som en gloende Skaal over hans Hoved og udstraalede tør, stikkende Varme.
Sergenten stod i Kredsens Centrum. Han muntrede paa Bevægelsen, lod dem skifte Tempo fra Løb til Marsch. Han bandede dem. Der var ingen Appel i deres Marsch, de kom ud af Trit, de slæbte Benene efter sig i Løbet.
Leo Clermont traadte ind i Kredsen. Han foldede Øjnlaagene halvtover Pupillen og smilede. Alles Øjne vendte sig mod ham. Mandskabet kendte deres Løjtnant og vidste, hvad der ventede dem nu. Han saa igen paa sit Uhr og gav Sergenten Ordre til at kommandere Løb. Han var forbitret over deres sejge og stædige Modstand. Det var saa faa Manøvrer, de skulde lære, i Virkeligheden kun ét Princip: Samtakt. De trængte til en Lektion.
De tvende Kredse drejede sig omkring ham. Mændene kastede Fødderne strakt frem i Løbet, lagde Nakken bagover. De var nu i Trit, kun én Takt var hørlig. Leo tænkte, at dette genstridige Materiale dog tilsidst vilde blive ham lydigt.
