37
Han red ned over Grønsværet. Ida løftede Blikket og kendte med Overraskelse Broderen. Han passerede tæt forbi hende, men saa hende ikke. Mod ham kom ridende en høj, blond og fyldig Dame i blaa Ridedragt. Hun nikkede til ham; og de red sammen op mod deres Selskab.
Ida sagde til Jacobs: "Det var min Broder, og han red i Selskab med min Faders Kusine, Friherrerinde Stael-Winterstein, hvis Mand er Attaché i Berlin. Han kendte mig ikke. Vi gaa i hver sin Bane og forfølge hver sine Maal."
Og med et kort, energisk Slag drev hun Guttaperkakuglen ned i det lille, kantede Hul ved Foden af et rødt Flag: Maalet.
"Hvad nu?" spurgte Jacobs.
"Maal!" sagde hun. "Nu skal jeg videre til et endnu fjernere Maal, og til endnu andre to, — i en firkantet Bane, indtil jeg naar mit Udgangspunkt."
Han smilede og betragtede med Ironi disse ivrige Mennesker, der omkap drev deres smaa, hvide Kugler frem fra Maal til Maal, over Grøfter og Veje, stedse alvorsfulde, opmærksomt optagne af denne Idræt — og Gordon Marshner, hvis Bane i Syvmilespring fløj foran de andres.
Men Ida vendte sig mod ham og sagde: "Sport er charmant. Man giver sin Kraft hen — og vinder intet uden Points. — Men det er fornemt saaledes at ødsle. Og det giver Legemet ny Styrke, ny Skønhed."
