28
Træerne — nu ogsaa de udstrakte grønne Flader: Sletten, hvor dette Slot knejste, hvor Dyrene i store Skarer klumpede sig sammen og løb med rejste Hoveder, Lænd mod Lænd.
Ida Clermont indaandede i korte Drag Skovens friske Atmosfære. Hun berusede sig et Sekund i den rige og duftende Ilt. Her var saa skønt. Skovbrynene i Slettens Rand blaanede; de syntes hende svungne som en fjern Ring af et sælsomt luftigt Stof omkring det vide, grønne Plateau.
Men hun rev sig straks løs. Hun saa Mennesker ved Slottets Flod, en stor Klump. Hele Klumpen: Kliken. Mange sad i Græsset. Damerne bar alle Sportsdragt, og over Blusen røde, korte Trøjer af ens Model, med gyldne Snore og blanke Knapper. Deres Nederdel laa spredt ud over Græsset som udslaaede Vifter.
"Se!" sagde Ida. "Dér ser jeg Bess Nelsson." Og hun pegede paa den høje og magre Skabnings der stod lidt borte fra Gruppen. Kjolen, som hun løftede i venstre Haand, vandt sig om hendes Ben, — en Trappe af Plisséer. — "Bess Nelsson! Ligner hun ikke en af disse slanke, tropiske Konkyler? Og ud af Kravens Tyll kryber hendes Ansigt, der som en lille, bleg og klam Snegl snuser ud i Verden."
De stillede deres Cykler ved Slottets Indkørsel i Rækken af utallige andre Cykler, hvis Eger skimtedes som Spindelvævsstraaler over Murens mørke Fundament.
