Ida tog Plads paa en Stol foran Broderen i det forreste Arrestværelse, der vendte mod Slotsgaarden. Hun hægtede Regnfrakken op. Hun bar under den en blaa Cheviotsdragt af et fremmed Snit, udstyret med mange Opslag og Klaplommer. Leo betragtede hende opmærksomt. Hun var meget bleg, han tænkte først, at hun var stærkt pudret. Øjnene var glansløse, Næsen syntes høgeagtig skarp. Hun pustede, som hun plejede, adspredt ud i sit Slør. Hun sagde, at hendes Mand havde Forretninger inde i Byen, i Konsulatet. De blev her kun nogle Timer. Hun vilde benytte Lejligheden til at se og til at hilse paa Broderen. Aftenen forud var de kommen hjem fra Rejsen. Om to Dage gik de over Hamburg til Chicago. Det skulde blive rart endelig en Gang at falde til Ro.
Og med pludselig Ivrighed begyndte hun at fortælle ham om Bryllupsrejsen. Hun bevægede Hænderne forceret, medens hun talte;
"Vi rejste først til Hamburg. Der var vi en Nat. Næste Morgen Klokken syv maatte vi videre
