242
et Steds. Han kunde ikke se det fra sit Vindu; men han hørte Blinkets Klapren.
En enkelt Gang gik han ned i Fæstningens dybe Kassematter. En gammel Kvinde holdt en rygende Fakkel op under Loftet og fortalte tungefærdigt om Fanger, der havde siddet i Lænker bag Gitre, som dér og dér afspærrede næppe to Alen brede Hjørner af Kælderen.
Han sammenlignede disse Fængsler med sit og smilede. Han indaandede med Behag den sumpede Kælderduft. Han gik nogle Alen ind i den lange Løngang, der sagdes at føre under Havbunden tværs over Sundet til Byen hinsides. En klam Em, saltagtig som Søbrise, stod ham imøde. Gulvet var slimet. Han spurgte Kvinden ud, om Fanger i hine Tider mon var flygtet ad denne Vej. Men Kvinden vidste intet herom. Det var nok muligt, mente hun. Men den Gang var det derovre jo ikke Udland. Den Gang hørte bægge Sider af det smalle Sund Landet til.
Han tænkte: Den Gang — den Gang blomstrede min Slægt i et Land fjernt herfra. Dette Folks Historie fra hine Tider vedkommer saaledes ikke mig. Endnu er jeg som fremmed i dette Land. Eller jeg forstaar i alt Fald ikke, hvad der gaar for i sig dette Land. Eller — — —?
Dette Folk taalte ikke fremmede imellem sig; — det var dog sagtens ikke Sagen. Sagen var hans egen, hans egen snævre Sag: Hans eget Sinds, hans eget Blods nedarvede, tunge, uafhjælpelige Kval.
