16
er der Aldersgrænsen. — — Kort sagt: Nationen er en daarlig Arbejdsgiver."
Avancement! — — Leo Clermont lænede sig tilbage og tænkte, at han nu sagtens burde samle al Opmærksomhed paa dette Punkt: Avancere; det var sagtens Sagen! — Aldrig gaa i staa, altid frem, helst springe, blive forrest en Gang, over de andre — det var sagtens Sagen!
Pjaltene blev tilbage; Pøbelen blev dernede. — — — Eller var det ikke de virkelige Forhold?
Gennem Ruden saa han en Dame komme ud af den dybe Citadelsport, nærme sig, aabne Gitterlaagen. Skildvagten traadte frem imod hende. Det var Søsteren. Han kjendte hendes udmærkede Holdning, hendes faste, glatte, altid hurtige Gang.
Nu aabnedes Døren, hun traadte ind, nikkede kort og satte sig tavs overfor ham. Hun afventede, at han skulde begynde Samtalen.
Og da Broderen nu forceret begyndte at tale om Tjenesten, de nye Kammerater, og om dette Mandskab af stupide Bønder, han — saa haabløst — var sat til at dressere, betragtede hun ham med Uro og opgav halvvejs at søge Raad og Hjælp hos ham — saaledes, som hun først havde besluttet. Af hans Tale opfattede hun kun, at ogsaa han stod overfor vanskelige Forhold, uden synderlig Haab om at komme igennem, at han var nedtrykt, som hun selv. Hendes Tanker kredsede paany om hendes egne Sorger; den trykkende Gæld, den positive Umulighed at skaffe Penge — Penge til at komme igennem for, og frem — i sikre, i mere end sikre Forhold.
