226
den Stemme begyndte at tale, lavt, kælende, let som en Nynnen; — og paa en Gang tav den brat, som stemte Læber sig mod den Mund, der talte. — — —
Et Steds raabte man paa Champagne. En Bajadere, der støttede sig til en Harlequin, kiggede ind i Løvhytten; hun hang søvnig og mat ved hans Arm, hendes Stemme var grødet, han tyssede paa hende; — hun slog ham paa Kinden og rev sig løs, tumlede bort, — sank ned i en Sofa og laa dér, stum, bedøvet. — —
"Miss Ida!" hviskede Marshner, greb hendes Haand, bøjede sig mod hende, tvang ved dette Haandtryk hendes Ansigt bag over, vendt mod hans. Han kunde intet mere faa frem.
Hun betragtede ham fast og koldt. "Hvad vil De?"
Og nu var det, som brast han sammen, han slap hendes Haand, begyndte at forklare, — en lang svævende Forklaring paa Amerikansk-Engelsk, som hun med Vanskelighed forstod: Han havde gaaet saa længe og pint sig for hendes Skyld, han var ikke Menneske længere, han duede til ingen Ting. Han kunde ikke leve uden hende og saa fremdeles.
"Godt", sagde Ida", da han tav, "hvad vil De at jeg skal svare Dem? Endnu har De jo ikke sagt mig, hvad De vil af mig." Og hun bøjede Hovedet. Hun fornam Taarer i sine Øjne. Det var saa tungt, saa tungt.
"Ida!" stammede han, "De maa blive min,
