— — — — — — — — — — — — — —
Pludselig sluktes alle Lysekroner. Kun Lamperne i de røde og grønne Blomster af Silketøj ulmede i Mørket. — Der kom fem Serpentiner flagrende gennem Salen, hvirvlede sig ind mellem de Dansende. En elektrisk Lyskaster fulgte dem og forvandlede dem fra brogede Sommerfugle til Flagermus, til hvide Vandliljer, til jublende røde Flammer.
Og i et Nu flængede de det viftende Tyll fra deres Skuldre, sendte det i lange Taver ud over de sammenstimlede Tilskuere; og de fem trikotklædte slanke Piger dansede ind i Mængden, smuttede under Albuer, forbi Hænder, der greb efter dem, og forsvandt. Ingen fik set, hvem de var.
Ida Clermont kom lidt efter ind i den mindre Salon bag Dansesalen. Hun rettede paa de smalle Skulderbaand, der bestandig gled ned. Hun tog Masken af sit Ansigt, viftede sig, følte sig saa hed, saa tung. Hun saa ud af Vinduet. Himlen laa isnende sort derude. Hun saa ingen Stjerner;
