212
Tvivl, om dette virkelig var mere end en Hallucination, en levendegjort Forestilling af hans oprevne Fantasi. Han klemte Vaabnet i sin Haand, han følte sig tryg med dette faste Metalgreb presset mellem sine Fingre — Klingen for sine Øjne! — den blanke Klinge, hvorover Maanens Lys syntes at strømme og springe itu.
Han raabte Korporalens Navn, at han skulde komme nærmere og følge godvilligt med til Hovedvagten.
Men straks efter lod hans Modstander Armen synke, vendte sig, dukkede sig og løb. Han var allerede nu forsvunden i Mørket; men hans Fodtrav var længe hørligt, lydt og fast paa den halvfrosne Sti.
Og Leo fandt sig staaende alene med sit Vaaben løftet som til Forsvar. Hunden havde lagt sig ned ved hans Fod, slikkende sine Poter; nu vendte den sit rygende Gab op imod ham, søgte hans Blik, den aandede endnu kort og voldsomt.
Leo lyttede bestandig efter dette Løb, der svandt. Nu hørte han det ikke mere. Og han gav sig til at gaa rask. Han begyndte at tumle med en ganske ny Tanke, han søgte at give den Form. Han tænkte, at han burde se at komme til en Forstaaelse med dette Menneske, der stræbte ham efter Livet. Han havde uden Tvivl her i lange Tider fra Grunden misforstaaet hin Mand og det Princip, der styrede hans Handlinger. Han maatte se at finde ham, nu straks, indhente ham,
