Side:Sidste Kamp.djvu/220

Denne side er blevet korrekturlæst

211

Menneske. Han raabte dens Navn, sprang frem. En svær Stok, der laa paa Jorden, rullede under hans Fod. Han famlede ned mellem de Kæmpende, følte under sin Haand Hundens varme, fugtige Skind, søgte at faa Greb i Halsbaandet. Men de tvende Legemer skiftede lynsnart Plads; han fik ikke Tag. En hvid Em, der lyste i Maaneskinnet, slørede Gruppen. — —

Han skimtede dog en Mand, som nu sad paa Hug, værnende sig med sine Albuer, idet han syntes at slaas netop med det Formaal at gøre det af med denne Hund. Doggen sneg sig baglængs, hvæsende, knurrende, sprang frem paany. — —

Leo kendte i dette Øjeblik Manden, der imidlertid havde rejst sig og nu vendte Ansigtet mod ham. Det var en Mand af hans Kompagni. Han saa den hvide Korporalssnor paa Ærmet, han kendte ham meget vel. Og i det samme forstod han, at dette Menneske nu for tredje Gang havde forsøgt et Angreb paa hans Liv, — sagtens havde vidst, at han under Inspiceringen maatte passere ad denne ensomt beliggende Sti, — havde lagt sig i Baghold, var styrtet frem. — — —

Og i pludselig Panik traadte han tilbage, rev sin Sabel ud af Skeden, løftede den over sit Hoved, idet han samtidig med venstre Haand holdt det hvæsende Dyr fast ved Halsbaandet.

Han saa nu dette Menneske dér foran sig, ganske bleg i Maanelyset, Ansigtet syntes stift, udtryksløst, som forstenet. Højre Haand var løftet og rørte sig ikke. Og Leo nærede et Øjeblik