195
mænd — til deres griske og fedtede Overgramsen. Jeg har nok. Jeg har forandret mit Syn paa Sagerne. Sagen er en ganske anden, end jeg før har troet.
Altsaa Ida: Lad mig følge Dem ud til Tjeneren, der gemmer Deres Tøj. En Vogn venter paa os dernede."
Ida tav en Stund. Saa stærkt bølgede det i hendes Bryst, saa varmt og voldsomt randt det gennem hendes Aarer. Ja! Rejse, være fri, rejse, give Slip paa alt, slippes af alt! Den aabne Verden! Den frie, vide Verden!
Hun sagde: "Det er en lille Karnevalsspøg, De har for, Hugo! De faar mig ikke med. Nej!"
"Her er ikke megen Tid at spilde," sagde han lavt. "Man har givet mig Frist til at rejse. Men rejse maa jeg. Og nu maa De rejse med mig og gøre min Sag til Deres."
"Nej," sagde hun. "Nej!" Rejse! rejse! Hun følte sig saa bevæget, saa henrevet ved hans Tale.
"Er det Deres sidste Ord?"
"Ja, naturligvis. De er for farlig en Mand at rejse med, maaske endog forfulgt af Politiet — uden Penge. Nej."
"Jeg har Penge," sagde han. "Men jeg ser: De elsker mig ikke."
"Nej," svarede hun, "jeg elsker en anden. Jeg elsker en Mand, jeg ikke kender, hvis Navn jeg end ikke kender. En Mand, jeg har strejfet
