192
var derpaa flygtet, var fløjet — som de ringlende Confetti fløj! — —
Hamlet, Prins af Danmark stod foran hende og løftede Narren Yorricks Hovedskal for hendes Ansigt. Han sagde: "Se ind i disse to tomme Øjenhuler, og du vil se Sandheden." Og hun saa ind i de to runde, sorte Huler: hun saa Lys, et Billede i Stereoskop: en Mand og en Kvinde forenede. — — — Hun slog Hænderne over sit Bryst, sine nøgne Skuldre, følte, at hun var blottet, frøs, skammede sig. — — —
Foran sig saa hun en bred, rank Ryg i højrød Livkjole, slanke, stærke Ben i sorte Silkestrømper, en smuk Nakke med ganske kort Haar. Hun kendte straks Gordon Marshner og sneg sig bort. Hun tænkte, at hun vilde gemme dette Møde til sent paa Natten. Den røde Mefistofela strejfede hende, bøjede sig mod hende, spurgte "Ida?"
"Ja," sagde Ida, "det er mig."
Og Bess Nelsson sagde: "Kolbe har friet til mig i et Brev idag. Hvad skal jeg svare ham? Det kommer mig meget mal à propos." Og hun tilføjede lidt efter: "Man maa forstaa at holde to Sager ud fra hinanden." Hun lod sig hvirvle bort i en Mands Favn — en lille formummet Kappemand. Det saa ud, som slyngede han sin blaa Kappe over en drivende rød Strøm, der randt ned fra hans Ansigt.
Der kom en sort Domino frem gennem Trængslen, bøjede sig mod hver Dame, han traf paa og spejdede ud gennem Maskens Huller. Nu var
